26-01-2017

Har du brug for at pudse tonen lidt af?


Ny vejledning sætter fokus på håndtering af mobning og dårligt samarbejde.

 

 

Undersøgelser viser, at flere oplever mobning i branchen, men meget få taler om problemet. Det kan være fordi, der er tabu eller simpelthen fordi det ikke er særlig udtalt. Uanset hvad ønsker BAR transport og engros at sætte fokus på det vigtige emne.

 

På en arbejdsplads hersker der et hav af forskellige mennesker, fag, kulturer og holdninger. Vi er alle sammen forskellige og skal fungere på samme arbejdsplads. For det meste går det godt, men der kan opstå svære situationer, der kan handle om alt lige fra uenighed om opgaver, manglende respekt eller forskelsbehandling.

 

Det bedste udgangspunkt for forskelligheder er hvis arbejdspladsen har en kultur, hvor dårlig stemning og mobning ikke har grobund.

 

Pjecen " Har du brug for at pudse tonen lidt af?" handler både om, hvordanI kan forebygge , og hvad I kan gøre, hvis der er tegn på dårlig trivsel eller mobning på jeres arbejdsplads.

 

Pjecen er delt op i 4 dele og giver udtømmende viden og gode råd:

 

• Definition af mobning

• Overvejelser og gode råd til arbejdspladsen

• Hvad kan den enkelte gøre?

• Gode ideer og redskaber

 

Arbejdstilsynets definition på mobning:

 

”Det er mobning, når en eller flere personer regelmæssigt og over længere tid - eller gentagne gange på grov vis - udsætter en eller flere andre personer for krænkende handlinger, som vedkommende opfatter som sårende eller nedværdigende.” ”De krænkende handlinger bliver dog først til mobning, når de personer, som de rettes mod,ikke er i stand til at forsvare sig effektivt imod dem.”

 

Det er vigtigt at huske på, at det er Arbejdstilsynets definition. Den skal sikre at de kan udstede påbud. Men der kan sagtens være andre svære konflikter som minder om mobning og som I skal reagere på i jeres virksomhed. Konflikter kan stå på over lang tid og gentagne gange. Begge parter kan opleve, at modparten er efter en. Det er belastende, men sjældent så belastende som mobning, hvor man føler, at man ikke kan forsvare sig.

 

 

Der findes to slags mobning:

 

Konfliktmobning

Konfliktmobning er en følge af konflikter, som ikke bliver løst, og derfor udvikler sig til at blive personlige. Derfor er konfliktløsning et væsentligt element i at forebygge mobning.

 

Rovmobning

Der er tale om rovmobning, hvis en helt tilfældig person bliver udsat for aggressive eller negative handlinger fra en eller flere personer på arbejdspladsen. Den mobbede er uskyldig i sammenhængen. Vedkommende kan måske skille sig ud på en eller anden måde, f.eks. være den sidst ankomne på arbejdspladsen, have en anden kultur end de fleste eller være blevet sat til nogle særlige opgaver på arbejdspladsen. Det er forhold, nogle kan bruge til at hævde sig selv overfor andre.

 

Hvis der er mistanke om mobning

 

Har I mistanke om mobning, skal i reagere hurtigst muligt. Bliver nogle mobbetkan det have alvorlige konsekvenser for den enkelte, f.eks. sygemeldinger og udstødning fraarbejdslivet og derudover går det ud over opgaveløsningen.

 

Hvis nogen har sagt det højt, eller en spørgeskemaundersøgelse (trivselsundersøgelse/APV kortlægning) tyder på mobning, så rammer det næsten alle på arbejdspladsen. De fleste vil gå rundt og tænke: Er det mig, der gør noget, som andre opfatter som mobning? Hvem er det, der oplever sig mobbet?

 

Jo hurtigere I kan afklare, hvad det handler om, jo bedre.

 

Hvilke tegn er der på mobning?

 

Hold øje med tegn på mobning – både ved at være opmærksom på kollegers trivsel og på, hvordani  behandler hinanden.

 

Symptomer kan være når en person:

 

  • begynder pludselig at lave fejl eller er meget langsom
  • begynder at virke nervøs eller usikker
  • isolerer sig og undgår sociale arrangementer
  • er ofte fraværende eller melder sig syg
  • virker deprimeret og mangler energi
  • virker irritabel og har kort lunte

 

Eksempler på mobning:

 

Mobning kan foregå åbent og skjult. Det kan være ledere, der udfører mobning, og det kan være medarbejdere.

 

Følgende er eksempler:

 

• Tilbageholdelse af nødvendig information

• Sårende bemærkninger

• Usaglig fratagelse eller reduktion af ansvar eller arbejdsopgaver

• Bagtalelse eller udelukkelse fra det sociale og faglige fællesskab

• Skældud og latterliggørelse

• Fysiske overgreb eller trusler herom

• Fjendtlighed eller tavshed som svar på spørgsmål eller forsøg på samtale

• Systematisk undgåelse af kontakt

• Nedvurdering af andres job, arbejdsindsats eller kompetence

• Nedvurdering eller umyndiggørelse pga. af f.eks. alder, køn, anciennitet, kultur, etnicitet.

 

 

I pjecen finder I også eksempler på optrappende og nedtrappende sprog. Det vil sige, hvilke ting i kommunikationen, der kan gøre en konflikt værre eller bedre. Det kan være en god viden at have på alle arbejdspladser.

 

Vejledningen har givet anledning til udarbejdelse af forskelligt materiale som I kan gøre brug af på jeres arbejdsplads for at sætte fokus på emnet.

 

På www.bartransport.dk kan I downloade plakater og postkort:

 

Plakat: Hvordan kan vi med sikkerhed skabe konflikter og dårlig trivsel - 10 gyldne spilleregler

Plakat: Skab en god omgangstone

Plakat: Hvordan reagerer du?

Postkort: Optrappende og nedtrappende sprog

Postkort: Sig fra

 

 

Husk: Det er ledelsens ansvar både at forebygge mobning og gribe ind, hvis der er mistanke om mobning. Det er oplagt, at leder og medarbejderrepræsentanter sammen får udarbejdet retningslinjer og arbejder med forebyggelse – gerne med inddragelse af resten af medarbejderne.

 

Se hele pjecen her


 
Tilbage

Søg i al materiale