10-10-2017

Bedste stressforebyggelse er uddannelse af ledere


Bedste stressforebyggelse er uddannelse af ledere

 

I Københavns lufthavn har arbejdsmiljøorganisationen sat stærkt ind på uddannelse af ledere i kampen mod stress hos medarbejderne.

 

 

Af Mette Bau

 

”Vi er blevet meget bevidste om at arbejde med forebyggelse af stress. Det har vi ikke altid gjort så konkret og bevidst, som vi gør i dag,” fortæller arbejdsmiljøchef i Københavns lufthavn Dan Radmer.

 

”Virkeligheden i lufthavnen er, at medarbejderne har kontakt til utrolig mange mennesker i løbet af en dag. Der er mange krav om opgaveløsninger og høj service til en meget stor og forskelligartet menneskemængde. Derudover er lufthavnen også et sted, der er under konstant forandring. De vilkår er udfordrende og kan til tider være stressende, men det er et vilkår i arbejdet, som vi ikke kan fjerne.”

 

Ifølge Dan Radmer er lufthavnen en arbejdsplads, hvor vilkårene i arbejdet potentielt kan føles stressende. Men det er også vigtigt at forholde sig til, at stress sjældent er en belastningsreaktion, der udelukkende handler om arbejde.

 

”De fleste mennesker bliver pressede i perioder af deres liv, fordi der er flere ting, der spiller ind. For eksempel er det vigtigt at have opbakning hjemmefra, når man arbejder i lufthavnen på grund af de mange skiftende arbejdstider. Hvis ikke man har det, vil det føles mere stressende.”

 

Det første Københavns lufthavn har sat ind overfor i kampen mod stressede medarbejdere er, når de ansætter nye folk.

 

Fokus på forandringsparathed

 

”Vi er begyndt meget eksplicit at sætte ord på de udfordringer, der i jobbene herude. At der er meget forandring, og ting går hurtigt. Vi lægger vægt på, at de skiftende arbejdstider også påvirker den del af familien, der er i baglandet. Vi spørger simpelthen ind til, hvordan potentielle nye ansatte vil agere i forhold til de vilkår og udfordringer, som vi ved er en del af det at arbejde hos os.

 

Vi kan jo ikke fjerne dem, men vi kan sørge for at ansætte mennesker, der begår sig bedst, i de vilkår der er. Det nytter for eksempel ikke at være en type, der ikke trives med hurtige og hyppige forandringer, hvis man arbejder hos os. Og det er ikke alle, der har taget stilling til de vilkår, inden de søger job herude. Lufthavnen er en attraktiv arbejdsplads, der tiltrækker mange ansøgere alene på baggrund af vores brand,” forklarer Dan Radmer.

 

Dan Radmer fastslår dog, at det ikke er sådan, at de kan ansætte sig ud af problematikken.

 

”Det er klart at stress også findes på vores arbejdsplads, uanset hvor gode vi er til at ansætte medarbejdere, der passer ind i en profil, der kan håndtere mange bolde i luften og er forandringsparate. Derfor gør vi også en masse for at forebygge stress for de medarbejdere, der allerede er ansat.”

 

Uddannelse af ledere er svaret

 

En af de ting Københavns lufthavn har sat massivt ind på i forhold til at forebygge stress, er uddannelse af ledere.

 

”Vi har fået øjnene op for, hvor vigtigt det er, at vores ledere kan spotte og sætte ind meget tidligt i forløbet, hvis en medarbejder har optræk til stress. Vi træner vores ledere i at kunne tage de svære samtaler med medarbejderne meget tidligt i processen. Simpelthen for at undgå at vedkommende bliver syg af stress.

 

Hvis en medarbejder ændrer adfærd, trækker sig socialt, bliver kortluntet eller ikke leverer en opgaveløsning som vedkommende plejer, kan det være tegn på begyndende stress, og så er det en god ide at tage fat i vedkommende og få en snak om, hvad der eventuelt trykker. Selvfølgelig har vi som virksomhed altid en interesse i, at medarbejderne præsterer. Men i denne sammenhæng handler det om at være en omsorgsfuld leder,” forklarer Dan Radmer.

 

”Det har været en stor udvikling for lederne i Københavns lufthavn at skulle tage hånd om potentielt stressede medarbejdere, for det er en svær disciplin at tage de vanskelige snakke uden at de føler, at de trænger sig på. Der er en hårfin balance imellem at være på forkant og omsorgsfuld og blande sig i noget, de ikke skal blande sig i. Og det er her, træningen gør en stor forskel. Lederne får undervisning og træning af en psykolog, der giver dem den nødvendig viden og de konkrete redskaber til at håndtere problematikken,” forklarer Dan Radmer.

 

Og det giver pote. Flere ledere har efter undervisningen kunne spotte medarbejdere, som det har været vigtigt at få snakket med.

 

”Det er jo ikke sådan, at vi kan måle på hvor mange medarbejdere, der ikke ender med en sygemelding. Men vi oplever, at det har en positiv effekt. Vi snakker med vores medarbejdere lang tid før vi ellers ville og kan for eksempel justere på forskellige forhold, som er nødvendige for den enkelte,” fortæller Dan Radmer.

 

”Men det er stadig ikke sådan, at vi undgår medarbejdere, der går ned med stress. Og når det sker, har vi også en plan for det. Her spiller ledelsen igen en meget afgørende rolle.”

 

Holder fast i medarbejderen

 

”Har vi en medarbejder, der går ned med stress, er ledelsen på banen igen. Det er klart at vedkommende skal have den ro, der skal til, men vi sørger for at holde en tæt kontakt til vedkommende. Vi ved fra undersøgelser, at det er vigtigt, at de sygemeldte oplever, at de er savnet, og at der er en arbejdsplads, der bekymrer sig om dem. De skal ikke føle sig isolerede mere end højst nødvendigt fra den arbejdsplads, som de gerne skal vende tilbage til,” forklarer Dan Radmer.

Udover kontakt mellem leder og de stress-sygemeldte medarbejdere bliver der lavet konkrete planer for den enkeltes tilbagevenden til arbejdspladsen.

 

”Vi har erfaring for, at det hellere skal gå lidt for langsomt end lidt for hurtigt. Det er vigtigt at forebygge tilbagefald og sørge for, at de nødvendige forholdsregler er taget, når medarbejderen vender tilbage. Vi kan sagtens starte op med at vedkommende bare kommer og drikker kaffe med kollegaerne og derefter over en længere periode kommer mere og mere,” forklarer Dan Radmer.

 

Han er sikker på, at de sidste års bevidsthed omkring stressforebyggelse har en effekt i Københavns lufthavn, men han er også overbevist om, at de kan blive bedre til både at forebygge og håndtere stress.

 

”At arbejde med stress er ikke noget, man når i mål med på den måde. Det kræver et varigt fokus og en konstant udvikling. Og det vil vi arbejde med helt bevidst fremadrettet,” fortæller Dan Radmer og giver hans bedste råd videre til andre virksomheder og organisationer:

 

”Hvis I vil arbejde med forebyggelse af stress, vil jeg anbefale, at I sætter ind på uddannelse af ledere som en vigtig del af en bevidst stressforebyggelsesstrategi.”

 

 

 

 

 

 


 
Tilbage

Søg i al materiale