Om Branchearbejdsmiljøudvalget

transport og engros

 

Udvalget

Branchearbejdsmiljøudvalget transport og engros (forkortes BAU transport og engros) er det arbejdsmiljøforum, hvor arbejdsgiverorganisationer og arbejdstagerorganisationer indenfor transport og engros samarbejder om at fremme arbejdsmiljøforhold på branchens område.

 

Opgaver
Branchearbejdsmiljøudvalget transport og engros blev oprettet i 1999 (tidligere BAR transport og engros) og opgaverne fastsat i arbejdsmiljøloven. Branchearbejdsmiljøudvalget transport og engros skal medvirke ved løsning af sikkerheds- og sundhedsspørgsmål inden for branchen.

 

 

Brancheområder
Branchearbejdsmiljøudvalget transport og engros omfatter ca. 350.000 ansatte, og dækker hovedområderne: godstransport, herunder eksportkørsel, renovation, post, og anden godstransport, persontransport, herunder bus, turist- og rutebilskørsel, taxi og anden persontransport, person- og godstransport på skinner, lagre- og vareterminaler, herunder engroslagre, godsterminaler, havne, lufthavne, postterminaler m.v., brand- og redningsområderne, herunder brandvæsen, ambulancetjenester, vejhjælp m.v. samt luftfart, herunder transport af passagerer ved rute-, charter- og taxiflyvning og transport af gods i luften

 

Organisationer
Branchearbejdsmiljøudvalget består af i alt 20 medlemmer med repræsentation af medlemmer fra organisationer på arbejdstagersiden og arbejdsgiversiden. Branchearbejdsmiljøudvalget afholder årligt 3 møder, hvor udkast til kommende projekter drøftes. Formandskabet afholder jævnligt møder. Der er nedsat 3 permanente brancheudvalg, som medvirker til at udvikle arbejdsmiljøopgaverne.

 

Arbejdsplaner
Branchearbejdsmiljøudvalget udarbejder kontinuerligt forslag til arbejdsplan for det kommende års brancheindsats på baggrund af en prioritering af organisationernes forslag til nye aktiviteter. Planerne iværksættes i det efterfølgende finansår.

 

Samarbejde
Branchearbejdsmiljøudvalget koordinerer og samarbejder med de øvrige udvalg under BFA 5, Beskæftigelsesministeriet, Arbejdstilsynet, Videncenter for Arbejdsmiljø, de øvrige BFA'ere, arbejdsmiljøuddannelserne m.fl.

 

Rådgivning
Den primære rådgivende indsats sker gennem løbende udsendelse af branchevejledninger. Herudover er det Branchearbejdsmiljøudvalgets opgave at følge branchens arbejdsmiljøudvikling, afholde konferencer, forestå kampagner, foreslå forskningsprojekter, understøtte uddannelsesaktiviteter m.v.

 

Publikationer
Branchearbejdsmiljøudvalgets publikationer vil løbende blive offentliggjort på hjemmesiden. Publikationerne kan også rekvireres hos branchens organisationer. 

 

Finansiering
Branchearbejdsmiljøudvalgets virksomhed finansieres via BFA 5 over Finansloven af midler, som opkræves over arbejdsskadeforsikringsselskaberne. Herudover medfinansierer organisationerne Branchearbejdsmiljøudvalgets aktiviteter.

 

Sekretariat og Partssekretariater
Sekretariatet varetager sekretariatsfunktionerne for Branchearbejdsmiljøudvalget og partsinteresserne varetages af sekretariaterne: Arbejdsgiversekretariatet, Arbejdstagersekretariatet og Sekretariatet for ledere.

 

 

Hent vejledning  

BAR transport og engros præsentationsfolder

2007